Love

Love for Dansk Gastroenterologisk Selskab

februar 1972

 revideret ifølge ekstraordinær generalforsamling,

6.4.1989, 1.3.1990, 9.4.1992, 6.4.2000, 29.4.2003 og 30.4.2007

Findes her i pdf format

§ 1.

Det er selskabets formål at fremme al forskning med relation til kirurgisk og medicinsk gastroenterologi, herunder basalforskning, klinisk forskning, teknologivurdering og kvalitetssikring. Desuden skal selskabet søge at fremme kendskabet til resultaterne af en sådan forskning ved afholdelse af videnskabelige møder og ved gennemførelse af postgraduat undervisning. Selskabet påtager sig endvidere rådgivende funktioner vedrørende uddannelseskrav i gastroenterologi (kirurgisk og medicinsk) og specialernes indplacering i det danske sundhedsvæsen. 

§ 2.

Enhver med dansk autorisation som læge eller med dokumenteret personligt engagement i gastrointestinal forskning kan optages som ordinært medlem af selskabet. Som firmamedlemsskab uden stemmeret eller valgbarhed optages firmaer med tilknytning til det gastrointestinale fagområde efter ansøgning til bestyrelsen. 

Anmodning om optagelse stiles skriftligt til bestyrelsen og sendes til sekretæren. Medlemsskab tildeles af bestyrelsen.

Æresmedlemmer og korresponderende medlemmer kan optages efter motiveret forslag til bestyrelsen.

Stk. 2. Udmeldelse af selskabet kan ske efter skriftlig henvendelse til sekretæren. Som udmeldt betragtes den, der ikke har betalt kontingent i to konsekutive kalenderår. Genoptagelse i selskabet kan kun ske efter betaling af restancen.

Stk. 3. Eksklusion af medlemmer kan kun ske efter flertalsbeslutning på en generalforsamling med efterfølgende urafstemning. Eksklusion kræver mindst 3/4 af de ved denne urafstemning afgivne stemmer. Forslag om eksklusion kan fremsættes af bestyrelsen eller af 25 medlemmer over for denne. Forslaget skal fremgå af den udsendte dagsorden for generalforsamlingen (jf. § 5).

Stk. 4. Selskabets videnskabelige møder er åbne for medlemmerne. Andre interesserede kan normalt få adgang efter henvendelse til sekretæren.

§ 3.

Det ordinære medlemskontingent fastsættes for et regnskabsår ad gangen på den ordinære generalforsamling.

Regnskabsåret følger kalenderåret.

Æresmedlemmer, korresponderende medlemmer og medlemmer på pension er kontingentfrie. 

§ 4.

Selskabet ledes af en bestyrelse, der består af mindst 7 medlemmer. Bestyrelsesmedlemmerne vælges på generalforsamlingen ved relativ stemmeflerhed blandt selskabets ordinære medlemmer. Ethvert ordinært medlem af selskabet kan vælges til bestyrelsen. Mindst et af bestyrelsens medlemmer skal have speciallægeautorisation indenfor de medicinske specialer og mindst et af bestyrelsens medlemmer skal have speciallægeautorisation i kirurgi og et skal være i uddannelsesstilling på valgtidspunktet.

Forslag til bestyrelsesmedlemmer stiles til den siddende bestyrelse, sendes til sekretæren og skal være denne i hænde senest en uge før generalforsamlingen. Hvis antallet af forslag overstiger antallet af ledige bestyrelsespladser, skal der foretages skriftlig afstemning blandt selskabets fremmødte ordinære medlemmer. Ordinære medlemmer kan give fuldmagt til fremmødte ordinære medlemmer eller bestyrelsen. På hver stemmeseddel opføres maksimalt det antal navne, der svarer til antallet af ledige bestyrelsespladser. Bestyrelsesposterne besættes med de medlemmer, der har fået det højeste antal stemmer, idet der tages hensyn til de oven for nævnte regler for bestyrelsens sammensætning.

Valg til bestyrelsen gælder for 2 år. Umiddelbart genvalg kan finde sted én gang. Senere nyvalg er muligt.

Stk. 2. Bestyrelsen konstituerer sig med formand, kasser og sekretær.

Stk. 3. Valg af formand og sekretær og kasserer skal finde sted, hver gang bestyrelsen ændrer sammensætning.

Stk. 4. Det tilstræbes at formandsposten går på skift mellem en kirurg inden for gastroenterologi og en medicinsk gastroenterolog.

Stk. 5. Selskabet forpligter ved underskrift af formand og sekretær i forening.

Stk. 6. Generalforsamlingen vælger desuden, ved mundtlig afstemning 2 revisorer og én revisorsuppleant. Disse valg gælder for 2 år, og genvalg kan finde sted. 

§ 5.

Selskabet holder generalforsamling årligt, almindeligvis i relation til årsmødet. Generalforsamlingen skal indvarsles mindst 4 uger forud. Dagsorden offentliggøres senest 14 dage forud.

Stk. 2. Dagsordenen skal indeholde følgende faste punkter:

- Valg af dirigent

- Formandens beretning

- Kassereren fremlægger det reviderede regnskab

- Fastlæggelse af kontingent

- Beretning fra stående udvalg og råd

- Valg

- Eventuelt

Andre emner, der ønskes behandlet på generalforsamlingen, skal være sekretæren i hænde senest 6 uger før generalforsamlingen for at kunne optages på dagsordenen.

Stk. 3. Generalforsamlingen vælger dirigenten ved absolut stemmeflerhed.

Stk. 4. Ekstraordinær generalforsamling kan indkaldes af bestyrelsen.

Ekstraordinær generalforsamling skal indkaldes senest 6 uger efter, at mindst 25 medlemmer over for bestyrelsen har fremsat skriftlig motiveret begæring herom. Ekstraordinær generalforsamling skal indvarsles mindst 14 dage forud.

Stk. 5. Sekretæren offentliggør referat af generalforsamlinger senest 8 uger efter deres afholdelse.

§ 6.

Bestyrelsen kan oprette og nedlægge udvalg samt fastlægge kommisorium det pågældende udvalg. Oprettelse/nedlæggelse af udvalg samt godkendelse af det enkelte udvalgskommissorium/forretningsorden skal forelægges og drøftes ved den førstkommende generalforsamling. Alle udvalg og deres medlemmer, deres kommissorium samt forretningsorden skal være offentlig tilgængelig på selskabets hjemmeside. 

§ 7.

 Generalforsamlingen vælger repræsentanter til Dansk Medicinsk Selskabs repræsentantskab. Valget sker ved skriftlig afstemning. Funktionstiden er 3 år og umiddelbart genvalg kan finde sted én gang. Senere nyvalg er muligt. 

§ 8.

Lovændringer kan kun ske på en generalforsamling. Vedtagelse af lovændringer kræver mindst 3/4 af de afgivne stemmer. Hvis valgdeltagelsen omfatter mindre end 1/3 af de på afstemningsdagen registrerede medlemmer, skal afstemningen gentages ved en ekstraordinær generalforsamling, der skal afholdes senest efter 6 ugers forløb. Forslaget kan nu vedtages med absolut stemmeflerhed uanset antallet af de afgivne stemmer. 

§ 9.

Interessegruppe kan oprettes under Dansk Gastroenterologisk Selskab inden for særlige forskningsområder, såfremt mindst 25 ordinære medlemmer skriftligt over for bestyrelsen udtrykker ønske herom.

Stk. 2. Interessegruppen ledes af en styregruppe, som vælges og fungerer efter det kommissorium og den forretningsorden som DGS´s bestyrelse fastlægger. 

§ 10.

Beslutning om selskabets opløsning eller forening med andet selskab kan alene træffes af generalforsamlingen når mindst halvdelen af de ordinære medlemmer er tilstede og når 2/3 af de på generalforsamlingen mødte stemmeberettigede medlemmer er for forslaget. Opnås der på en generalforsamling 2/3 majoritet for opløsning af selskabet, men uden at et tilstrækkeligt antal stemmeberettigede medlemmer, jfr. ovenfor, er tilstede, indkalder bestyrelsen inden for 2 måneder til en ekstraordinær generalforsamling hvor opløsning kan besluttes med tilslutning af 2/3 af de fremmødte stemmeberettigede medlemmers stemmer.

Stk. 2. I tilfælde af selskabets opløsning tilfalder selskabets eventuelle formue eller likvidationsprovenu et videnskabeligt selskab med almennyttigt formål (i overensstemmelse med sel skabets formålsparagraf) her i landet. Bestemmelse herom træffes af generalforsamlingen efter bestyrelsens indstilling og iværksættes af selskabets likvidator, som vælges af generalforsamlingen.

 

Ordliste

Relativ stemmeflerhed forefindes, når et forslag har opnået flere stemmer end noget andet forslag, uanset antallet af afgivne stemmer.

Absolut stemmeflerhed forefindes, når et forslag har fået mere end halvdelen af de afgivne stemmer.